07. marts 2018

Af Lone Ettrup Østergaard

Brug Big Data i din sundhedskommunikation!

Big Data.

Du har hørt om det. Du kender sikkert nogen, der taler om det. Og måske tænker du, at det da slet, slet ikke er noget for dig. Men tænk igen.

Hvad er Big Data?

Big Data betyder i virkeligheden bare ”stor mængde data”, men i dag bruger man det typisk som betegnelse for al den data, som bliver opsamlet via alle elektroniske devices. Det kan være data fra din computer, telefon eller tablet, men for eksempel rejsekortet indsamler også data. De fleste hjemmesider og sociale medier indsamler og opbevarer data om dem, der bruger siderne.

Der bliver indsamlet rigtig meget data hver dag, hvert sekund. Deraf navnet Big Data.

Og uanset om du arbejder i mediebranchen, sundhedsvæsenet eller bankverdenen, så er det relevant for dig at kende, analysere og anvende Big Data, hvis du vil kommunikere digitalt. Og hvorfor nu det?

Forestil dig, at du skal have en ny hjemmeside. Du skriver nogle virkelig gode tekster, forfiner på brugervenligheden, udvikler lækkert design og investerer stort i at markedsføre hele pakken. Det lyder alt sammen rigtig fint, men har du tænkt over, hvordan du vil dokumentere, at det er investeringen i hjemmesiden, der har øget salget eller udvidet markedet? Det er her, data er din ven. Og gerne masser af den. Big Data.

Brug Big Data til at ramme din målgruppe

Vi har længe talt om, at vi kan aflæse digital adfærd. Hvis din virksomhed har en hjemmeside eller er tilstede på sociale medier, så har I med al sandsynlighed data. Det betyder for eksempel, at vi kan finde ud af, hvor mange der lander på netop din hjemmeside, hvilke sider de læser, og hvor lang tid du fastholder deres opmærksomhed.

Men vidste du også, at data kan vise dig, om du er mest interessant for kvinder over 40, der bor i Midtjylland og går på internettet efter kl. 21? Eller om størstedelen af dine brugere egentlig ledte efter en opskrift på cole slaw-salat, men i stedet endte på din hjemmeside om psoriasis?*

Data kan bruges på mikroplan til at evaluere på, om du overordnet gør det godt nok, om du rammer den målgruppe, du ønsker – og om de rent faktisk er interesserede i det indhold, du så møjsommeligt har strikket sammen til dem. Men data kan mere end det.

Brug Big Data i din strategi

Vores kunders digitale kampagner er ofte en del af en strategi, hvor vi laver kommunikation på tværs af medier og platforme. Derfor analyserer vi ikke blot data på de enkelte aktiviteter, men især på interaktionen mellem dem.
Hvor mange fra din Facebook-kampagne ser også dit website? Er det primært dem fra Instagram, der køber dit produkt? Hvor køber de det? Hvor kommer de mest dedikerede brugere egentlig fra, og hvilken adfærd er kendetegnende for dem?

Det skal du selvfølgelig vide, når du laver projekter, så du kan evaluere og optimere på dine aktiviteter – og sikre at de virker! Det hjælper vi rigtig mange af vores kunder med.

Kom i gang med Big Data

Ifølge Danmarks Statistiks undersøgelse af It-anvendelse i virksomheder fra 2016 bruger kun 10% af virksomheder med under 50 ansatte Big Data. For virksomheder med over 100 ansatte er tallet blot 26!! Og det er synd. For hvis du analyserer og anvender data målrettet i din kommunikation, er du allerede foran de fleste – måske endda (og forhåbentlig) foran dine konkurrenter.

Og det er slet ikke så kompliceret at komme i gang, som det lyder. Først og fremmest skal du vide, hvad dit mål og dine KPIs (key perfomance indicators) er. Disse ting afgør nemlig, hvilke data du skal forholde dig til. For de fleste digitale projekter, er du som udgangspunkt dog nået rigtig langt, hvis du kender til følgende:

1. Gør dine brugere det, du gerne vil have dem til?
Læser de den vigtigste artikel? Klikker de på linket? Downloader de? Og hvad gør du, hvis det ikke er tilfældet?

2. Gør vi det godt nok?
Når vi målkonverteringen? Har vi sat barren for højt – eller for lavt? Hvornår justerer vi?

3. Besøg og brugere
Find data på, hvor mange brugere du har samt deres køn, alder, bopæl mm.

4. Det mest læste indhold
Hvilket indhold vækker deres interesse – og hvorfor?

5. Hvor kommer de fra – og hvor går de hen?
Kommer de fra Google, bannere, sociale medier eller noget helt fjerde. Måske fra steder, du ikke anede, eksisterede?

Udfordringen er dernæst, hvordan du bruger tallene i din forretningsstrategi, opnår ROI – og hele tiden bruger big data til optimering af dit projekt.

Held og lykke med det.

. *Hvis det er tilfældet, så har du et problem med din SEO. Ring til os!

Læs mere om, hvordan vi skaber

effektiv
sundheds-
kommunikation

Skriv kommentar
Din e-mail vil ikke blive offentliggjort

OM BLOGGEN

Bliv klogere på effektiv sundhedskommunikation. Vi skriver om, hvad der rør sig i feltet og giver tips til, hvordan du kan arbejde effektivt med sundhedskommunikation.

Tilmeld dig bloggen